Den Historiske bymidte med domkirken centralt i fokus, tordner over byens tagrygge og her midt i centrum – omgivet af spændende shopping og mulighed for at nyde en lækker anretning og kølige drikke – ligger Haderslev Dambåd og venter på sine passagerer. Endda midt i den skønne dampark.
Byen forsvinder langsomt, mens dambåden stævner ud mod yderdammen og under omfartsvejen. Langsomt sejler man forbi Dammens breder, forbi Granøen og Mågeøen, ser byen fra en helt anden vinkel, end den man er vant til, man nyder naturen og roen. Ved Bergs Plads er der mulighed for at gå en tur op i Dyrehaven, langs Dammen til Sophies Kilde, hvor man kan nyde det klare og forfriskende vand fra denne gamle helligkilde, før man fortsætter gåturen op forbi dådyr til Dronning Margethe d. II’s udsigtspunkt: her kan man nyde den storslåede udsigt over Hindemade samt Haderslev by- og dam. Så kan man gå videre til Nørskovgaard, naturskolen og naturlegepladsen før man fuldender sløjfen og igen kommer ned til Bergs Plads eller krydser over og fanger dambåden ved anløbsbroen ved Damende, hvor der også kan nydes en forfriskning i Restauranten.
Kronen på sådan en livsbekræftende dag er turen tilbage til byen, hvor man ofte kan se fiskehejrer og havørne flyve omkring Granøen. En tur med Haderslev Dambåd er en oplevelse for hele familien.